22-07-2020

#EnrichingLife: Under markisen med Maria Montell og Tomas Villum

Kom med under markisen til en ærlig snak om 2020, og se billederne af det smukke landsted.

Maria Montell og Tomas Villum har endnu engang inviteret os forbi deres smukke landsted i Nordsjælland. Ad snoede landeveje langs gule rapsmarker finder man det store stråtækte husmandssted, der passer perfekt ind i de fredfyldte omgivelser.

Vi møder Tomas i baghaven, der er i gang med dække op til kaffe på den nylagte træterrasse, der ligger i forlængelse af deres canadiske Schweizerhytte.

Som så mange andre er deres ferieplaner udenfor Danmark sat på hold, og parret har derfor vendt blikket mod den store have med tilhørende hestefold og andedam, der kommer til at lægge rammerne for sommeren.

Faktisk har hele familien, Tomas og Maria samt deres 3 børn, været i gang med at forberede både have og terrasse til en ny udesæson, der kommer til at indeholde både familiefødselsdage og konfirmationsfesten for sønnen, Villum.

Mor, sangerinde og forfatter.

For Maria og Tomas har Corona-nedlukningen af Danmark betydet en kæmpe omvæltning på både jobbet og i privaten. Deres 3 børn, Lily (9), Smilla (12) og Villum (15) har som så mange andre tilbragt skoledagene hjemme.

Lily og Villum, der begge har deres daglige gang på kommuneskolen, er blevet udstyret med en læringsplan, og derfor har Maria måttet tage pegepinden i hånden og genfinde sin lærdom fra folkeskoleårene – og dét altså ikke helt uden udfordringer.

Hvad var det nu, der karakteriserede et essay? Hvordan er det nu, man skriver en analyse af en bog? Det er efterhånden lang tid siden jeg havde dansk i skolen.

Maria

Anderledes står det til med Smilla som, i modsætning til sine to søskende, går på privatskole og har haft online skolegang gennem hele Corona-nedlukningen. Ambitionerne er da også store i den unge pige. Hun er nemlig særligt glad for matematik og drømmer om en karriere langt væk fra rampelyset.

Smilla elsker dyr og vil gerne være dyrlæge. Hun skal i hvert fald IKKE være noget inden for showbizz. Det er helt sikkert.

Maria

For parrets ældste søn, Villum, har Corona-nedlukningen haft helt andre konsekvenser end hjemsendelse fra skole. Ligesom tusindvis af andre unge er 2020 året hvor Villum er blevet konfirmeret, men hvor både gudstjeneste og festligheder har måtte tage en lidt anderledes form end først planlagt.

Villum skulle jo have afholdt konfirmation, og derfor valgte vi at invitere min far og hans kone, og Marias mor og far. Vi var 9 til frokost, så det var jo lidt anderledes, end vi havde planlagt. Planen er at vi i stedet holder konfirmation i August. 

Tomas

Konfirmationen markerer ligeledes en sidste afsked med kommuneskolen og klassekammeraterne, da Villum i næste skoleår tager på efterskole på Fyn – lige lovligt langt væk fra Nordsjælland, hvis man spørger Maria og Tomas.

Med mere end 30 år i showbizz-branchen, er det ikke nyt for Maria og Tomas at aktivitetsniveauet og antallet af jobs varierer fra måned til måned. Som musiker og instruktør er man nemlig selv delvist ansvarlige for hele tiden at finde det næste job, og man må vide at næste måneds indtægter altså ikke nødvendigvis ligner måneden forinden.

Jeg er fuldstændig sat ud af spillet. Jeg er jo sådan set arbejdsløs som sangerinde lige for tiden. I stedet arbejder jeg på nogle af de projekter, jeg ellers ikke når. Jeg har f.eks. skrevet to børnebøger, efter jeg fødte, som jeg nu har fået indlæst.

– Maria

I takt med nedlukningen af Danmark blev alle Marias kommende koncerter med ét aflyst, og pludselig oplevede hun dét hun altid havde frygtet; at kigge ned i en tom kalender.

Men trods Corona har både Tomas og Maria alligevel fundet gejsten i nye og gamle projekter, som de endelig har tiden til at fordybe sig i. Maria har blandt andet brugt tiden på at indtale sine to børnebøger, ”Drengen der havde alt” og ”Prinsesser spiller ikke fodbold”, som hun skrev kort tid efter, hun selv fik børn.

Men øve sig skal man altså stadig, selvom man er rutineret sangerinde med lang erfaring. Maria har derfor som så mange andre benyttet sig af nogle af de mange digitale redskaber for fortsat at kunne øve sammen med sit band. Nogle gange privat – andre gange live på Facebook, hvor fans’ne kan se med, og altså få en gratis smagsprøve på dén koncert, de skulle have været til.

Ny virkelighed, nye planer.

Efter planen skulle turen egentlige være gået til både Kenya og Hongkong i foråret og sommeren. Til Kenya, hvor Maria arbejder på et såkaldt ”kvinde-til-kvinde” projekt, som er en dokumentar om kvindelige håndarbejdere i Afrika, og til Hong Kong for igen at samarbejde med den Taiwanesiske sangerinde ”Coco Lee”, der i 1998 gjorde Marias sang ”And so the story goes” berømt i Østen med den mandarinkinesiske version med navnet ”Di-Da-Di”.

Også Tomas har måtte udskifte reklamefilm og dokumentar produktioner med andre projekter, da både grænselukninger og budgetomlægninger har tæret i mængden af jobs.

Jeg skulle have produceret en reklamefilm i Sverige, som grundet grænselukningen nu er udskudt på ubestemt tid.

– Tomas

I stedet bliver energien brugt på at planlægge nye jobs til, når efterspørgslen igen er tilbage, samt på at få den store have omkring landstedet bragt i orden til både sommerferie og konfirmation.

Rundt om det idylliske landsted strækker sig gule rapsmarker, græsenge og løvskove så langt øjet rækker. Den store have, der omkredser landstedet indeholder både åbne græsarealer, hestefold, andedam, bålsted og stor terrasse, så der er rigeligt at se til, når haven skal passes – og med udsigt til både sommerferie og konfirmationsfest hjemme i privaten, har haven da også fået en ekstra stor omgang i år.

Tomas, Maria og deres tre børn har alle haft hver deres opgaver i forbindelse med at få haven i stand. De mange grønne bede, planter og frugttræer har fået ekstra opmærksomhed i år, mens stensætningerne er blevet gennemgået og fornyede. Selv Lily på 9 har haft havehandskerne på og taget en kæmpe tørn med at slæbe sten.

Det har virkelig været hyggeligt at have sådan et haveprojekt, som en familieting. Børnene har givet den max gas, og det er lang tid siden, at vi alle 5 – og kun os 5 - har haft så meget tid sammen.

- Maria

 

For enden af den oprindelige stenbelagt terrasse og for foden af bakken, der løber ned over græsengen, står en helt unik canadisk schweizerhytte, der er importeret og opført af de tidligere ejere, som bl.a. brugte den som et isoleret ude-kontor.

Sidenhen har Tomas og Maria arbejdet på at bringe hytten tilbage mod den oprindelige indretning – komplet med både rustik pejsestue og afslappende sauna.

Vi er Corona-venner med vores naboer, som er vinbønder i Afrika. Sammen med dem har vi så lavet lidt hjemlig vinsmagning med tilhørende musik. Det er enormt hyggeligt.

Tomas

Udenpå har parret til gengæld udvidet den ellers originale hytte med en forlængelse af den terrasse, der tidligere måske havde plads til to gyngestole i bedste western manér, men som nu giver plads til både grill og spisende gæster. En udbygning der skal sikre, at hytten kan nydes hele året rundt.

Gin/tonics (og en enkelt cigaret) under markisen

Henover den udbyggede terrasse hænger én af vores mest populære solafskærmningsløsninger, som i første omgang er hele årsagen til, at vi igen sidder her sammen med Tomas og Maria – nemlig vores B50 markise.

For godt et par år siden lavede vi sammen med Tomas og datteren Lily en practical joke med vores elektriske gardiner med intelligent app- og stemmestyring, der resulterede i vores film ”Magiske gardiner”.

Herfra startede vores bekendtskab, som foruden produkter til indersiden af deres hjem, nu også inkluderer en elektrisk markise til deres schweizerhytte, der naturligvis kan styres over samme app som deres gardiner.

Vi indretter vores terrasse og vores hjem generelt på en måde, som vi synes er sjovt. Nogle ville nok sige, at det er nogle mærkelige puder vi har, men vi synes de er fede. Hvem vælger i øvrigt en orange grill? Det gør Tomas Villum altså. Alle andre har jo en sort.

Tomas

Selvom terrassen kun er nogle få uger gamle, da vi kommer forbi til vores interview og photoshoot, er der ingen tvivl om, at den allerede er taget grundigt i brug. Det klassiske Skagen-sæt er omringet af velplejede blomster i potteplanter og bl.a. krydret med nogle kulørte puder, som Maria fandt på en indkøbstur i IKEA.

Vores indretning må gerne være traditionel. Et Skagen-sæt er jo enormt traditionelt, men hvis man kan lave lidt kombination mellem både forbrugskunst, lidt gamle sager og lidt nyt, så er det fedt.

Tomas

Når man ser på indretningen af både hjem og terrasse, er der ingen tvivl om, at både Tomas og Maria er utrolig stilsikre i deres valg. Intet fungerer som pladsholder, fordi det ikke har været muligt at finde den helt rigtige genstand, og intet er placeret blot for dets statusværdi.

Sammensætningen er en blanding af både unikke mærkevarer, masseproduceret gods fra IKEA og sjove fund fra både udenlandsrejser og den lokale antikhandler.

Markisen har faktisk indtil nu gjort mere for os som hyggeelement end solafskærmning. Vi har siddet en del på vores terrasse om aftenen og drukket gin/tonics – måske røget en enkelt cigaret – og har kigget ned over det fantastiske landskab og hestefolden.

Tomas

Sammen har Maria og Tomas skabt en hyggelig lille oase under markisen, der er monteret i bjælkerne på schweizerhytten. Selve markisen er faktisk lakeret i helt samme RAL-farve, som hytten er malet i.

Der er ingen tvivl om at markisen for alvor kommer i brug henover sommeren.

Tomas

Special farve og app-styring; sådan valgte Tomas og Maria deres markise

Maria og Tomas har valgt vores smukke B50 markise, der med sit slanke design og afrundede kassette er et populært valg til mange danske terrasser.

Den elektriske markise betjenes med både fjernbetjening og smartphone, som gøres muligt via vores særlige TaHoma® Switch Smart Home hub. Markisen er i øvrigt sprøjtelakeret i nøjagtig samme sorte RAL farve som hytten er malet i.

Model: B50 markise

Størrelse: 546 x 300 cm

Farve: RAL9005 (glans 30)

Styring: Elektrisk IO motor

Fjernbetjening: Trådløs fjernbetjening og app

Vejl. udsalg på viste: 48.869 kr. inkl. TaHoma® Switch Smart Home hub

*eksl. montering.

Indhent dit eget tilbud og få gratis rådgivning af vores eksperter.

Vil du have et uforpligtende tilbud på en ny markise? Vores eksperter står altid klar til at rådgive til den bedste løsning; helt gratis og forpligtende.

Få et gratis tilbud

NÆSTE ARTIKEL

Most popular posts